Viser opslag med etiketten kapselapparat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kapselapparat. Vis alle opslag

fredag den 28. marts 2014

Tapning af Red Ale

Idag skulle den færdigt gærede Red Ale tappes. Og det blev således til 47,5 flasker af det pureste engelsk/irsk inspirerede Red Ale, tappet på halvliters flasker. Sukkermålingen gav en dejlig alkoholprocent på 5,9% alc.


En ale er en god "drikkeøl", så jeg havde besluttet at tappe den på halvliters flasker. Dette til trods for at jeg normalt synes, at godt øl gør sig bedst på små flasker. Men nu skulle det være. Øllen havde lagret i 13 dage, og var helt ude af gæring. Det vil sige, at de resterende sukkerstoffer i øllen nu bør være uforgærbare sukkerstoffer.


Sukkermålingen siger 1,1% alc. og farven er ikke til at tage fejl af - det er vist en Red Ale.

Før tapning skal flasker, kapsler, tappeudstyr og øl gøres klar. Jeg har startet med at gøre alle flasker rene i Iodophor og skyllet flaskerne efter med rent, koldt vand. Et godt tip er at anskaffe sig en forstøverflaske som fyldes med iodophor og koldt vand. Den kan bruges til at sterilisere tappeudstyr og flasker meget nemt. Kapslerne lægger jeg i en skål med en tynd blanding af iodophor.

Først skal øllen overføres til en ren spand, hvor sukkervandet iblandet. Jeg har brugt 4,5 g almindeligt sukker pr. liter øl. Normalt anvender man mellem 4-7 gram sukker pr. liter øl, alt afhængigt af øltypen og eventuelt forgærbart restsukker i øllen. En porter bør have lav kulsure i det færdige produkt - man anvender derfor mindre sukker pr. liter øl til denne øltype. Modsat en porter, så gør hvedeøl sig godt med et højt kulsyreindhold.

Øllen overføres til den nye spand, nøjsomt ved at undgå at ilte øllet for meget.

Bundfaldet i gæringsspanden skal man ikke have med over i tappespanden.

Tapningen kan gøres ved hjælp af et fylderør som monteres på hanen på tappespanden.

Jeg har opgraderet udstyret med en kapselpåsætter á la bordmodel. På den måde har man lidt bedre styr på flasken. Jeg har tidligere anvendt en håndmodel til at kapsle øllen, men den var blevet træt med årene.


Og det færdige produkt ligger rigtig godt i hånden. Nu skal øllen stå ved stuetemperatur og eftergære, så den kan danne kulsyre. Derefter skal den lagres ved 5 grader celsius i en måneds tid. Nu kan vi bare håbe på det bedste. Der er altid en vis risiko for at øllen bliver inficeret under tapningen, men jeg håber som sædvanligt på, at det bliver endnu et godt bryg.


/Anders

tirsdag den 18. februar 2014

Vinøl Hobby på Frederiksberg - den lokale brygger forretning

Jeg må lige dele min seneste opdagelse - en lille hyggelig vin og øl hobby butik som ligger her på Frederiksberg, nærmere bestemt på Godthåbsvej nr. 131. De har åbent fredag og lørdag, og jeg kan kun anbefale at tage et kig derind. De er yderst snakkesalige og hvis man man lige leder efter lidt godt til hjemmebryganlægget, så kan man også få et par hjælpsomme tips hertil.

Vinøl Hobby - hjemmesiden er ikke prangende, men til gengæld så har de masser af rigtig fine ting til både den erfarne og nystartede hjemmebrygger.

Jeg kom selv til at købe et kapselapparat i bordmodel. Mine gamle håndmodel er efterhånden alt for slidt. Så jeg måtte lige opgradere udstyret, så jeg er klar til at tappe påskebryggen - den skal bare lige brygges først.